mandag den 8. december 2008

Julegaver fra UNICEF

Har du julegaverne i hus? Eller er du ligesom mig, og har stadig noget vej igen?

Lange arbejdsdage og tidlig solnedgang gør det tillokkende at klare nogle indkøb hjemme fra computeren. Derfor surfede jeg forleden rundt for at se, hvad de danske organisationer har at byde på i år.

UNICEF synes jeg klart har det mest spændende udbud. (Jeg købte selv nogle smukke julekort). Blandt andet sælger de det, de kalder "verdensgaven", hvor du for eksempel kan give rent vand, fodbolde, et skolestart-kit osv til et barn i verden, der har brug for det. Du får et gavebevis, som du kan give videre.

En anden spændende gave (evt til dig selv), er bogen "Proffesionel Passion", der sætter fokus på passion i arbejdslivet. Bogen er skrevet af Jane Hahn og Christian Stadil og koster 299. Heraf går 200 kr til UNICEF.


Og så er der en masse fine ting at finde i selve webshoppen, fx:






Taske med fredsdue til 95 kr




Flot puslespil med 500 brikker til 125 kr



Stand-up dvd'en "Talegaver til børn" (jubilæumsshow), 230 kr

UNICEF har en leveringstid på 5-7 dage, så du kan stadig nå at redde et par gode gaver.

Gavmild i december

Jeg er nu i fuld gang med min 29 day giving challenge, som jeg sparkede i gang her. Og det er faktisk rigtigt sjovt, når man først er i gang. Nogle dage går det let, og jeg får en masse idéer, andre gange har jeg haft lidt mindre overskud, og et par gange har jeg glemt det indtil om aftenen, hvor jeg så enten har måtte være kreativ eller har tænkt: "Hm, jeg må da have givet et eller andet i dag...?"

Hvis du også har lyst til at være gavmild i december, har jeg fundet inspiration her:

tirsdag den 2. december 2008

Julekalender: Støt indsamlingen til børne-pc´er

Fra Dansk IT:

DANSK IT starter nu en julekalender med fokus på uddelingen af børne-pc´er (XO/OLPC) i den tredje verden. Bag hver låge gemmer sig en ny historie om indsamlingen, børne-pc´en og de projekter, hvor pc´en anvendes. Blandt andet vil du kunne læse historier fra pilotprojektet i Nepal, hvor 135 børn og deres lærere allerede anvender børne-pc´en.


Se kalenderen her.

5 spørgsmål til ABROS

ABROS er et netværk for ildsjæle stiftet af brøderene Aamer, Kashif og Asif Ahmed. Brødrene blev landskendte i 2005 da de arrangerede støttekoncerten "Musik For Pakistan" til fordel for jordskælvsofrene i Pakistan. Deres indsamling gav 1,1 millioner kr. til Dansk Røde Kors´ arbejde i det ramte område i Pakistan.

Aamer, Kashif og Asif er bosat i København, og arbejder som hhv finance manager, klassisk homøopat/ lærer og lærer, - når de altså ikke er i gang med et af deres ambitiøse projekter.

Læs om ABROS-netværket her og på abros.dk.











1. Når noget forfærdeligt sker et sted i verden, har mange lyst til at gøre noget for at hjælpe. De færreste gør det dog! Hvad fik jer til at gøre en forskel for jordskælvsofrene i Pakistan?



Jordskælvet i Pakistan var en af tidernes største og derfor mente vi som mennesker, at vi havde en medansvar, en almen medmenneskelighed, som gjorde at vi ikke kunne sidde stille og blot se på. År inden var der stor fokus og nødhjælp til Tsunamien i Thailand, men denne gang var fokusen kortvarig. Det er vores alles ansvar uanset lokalitet.



2. Hvad er det bedste - og det værste- ved at lave frivilligt arbejde?



Det bedste er at gøre en forskel og hjælpe andre - det værste....hmmm...



3. Hvad er jeres mål med abros-netværket for ildsjæle?



At danne en platform for ildsjæle, hvor alle kan tilmelde sig og networke på kryds og tværs og tilsammen udføre noget stort.



4. Hvad arbejder I på lige nu?



Flere forskellige spændende projekter...der kommer muligvis et juleprojekt om hjørnet :o)



5. Hvordan kan læsere af den LILLE forskel gøre en forskel hos ABROS?



Ved at tilslutte sig ABROS-platformen - via http://www.abros.dk/ eller vores facebook-gruppe.

mandag den 24. november 2008

29 gaver før jul

Onsdag d. 26. november og 29 dage frem hopper jeg mentalt i julemandskostumet. Da har jeg nemlig besluttet at deltage i "29 day giving challenge", og forpligter mig dermed til i bred forstand at give en ting hver dag i 29 dage. De kvikke har opdaget det - min challenge slutter den 24. december, hvor jeg overlader kostumet til Mr Claus himself.


Visit 29-Day Giving Challenge


29 day giving challenge (som jeg første gang nævnte her) er startet af Cami Walker, som i forbindelse med et alvorligt sygdomsforløb oplevede, at det havde en nærmest helbredende kraft at fokusere sin energi på at give, fremfor at fokusere på sig selv og egne problemer. Siden er en hel bevægelse vokset op om idéen med at give hver dag i 29 dage. Om du giver et kompliment til en bekendt, en hjemmebagt kage på jobbet, en 20'er til en hjemløs eller en Rolls Royce til manden i dit liv er underordnet, bare du giver.

Læs mere om de 29 gaver her og følg med på bloggen, når jeg melder ind undervejs om, hvordan det går. "La grande finale" er som sagt gavedagen over dem alle, 24. december.

(PS: Den 25. december er det min egen tur til at få en gave - der tager jeg på to ugers ferie til skønne Egypten!)

Det koster at holde strømperne tørre

Jeg skylder en opfølgning på min "indsamling i indsamlingen" i forbindelse med "støt brysterne"-kampagnen, som jeg først skrev om her.

Da jeg selv har samlet ind i mange forskellige sammenhænge og oplevet, hvor demotiverende, det nogen gange kan være, sprang jeg (sammen med en masse andre danskere) ud i at starte min egen internetindsamling til fordel for kampen mod brystkræft. For at støtte den gode sag, men også for at blive klogere på internetindsamlinger. For kunne jeg spare 3 timers gåtur i regnvåde strømper og i stedet mageligt blive under dynen og samle ind derfra, så havde jeg set lyset.

Målet for min indsamling satte jeg kækt ved 1000 kr, et beløb der passer med, at en indsamlingsbøsse typisk indeholder ml 800 og 1200 kr efter en endt indsamling. Kunne jeg matche det beløb fra min plads under dynen?

NEJ, det kunne jeg på ingen måde! 150 kroner sluttede min indsamling på, - et ikke prangende resultat. Det var hvad et par opfordringer pr email + nogle pirrende status-meddelelser i facebook kunne trække.

Så min konklusion på mit eget mini-eksperiment må være, at det koster at holde strømperne tørre. Internetindsamlinger virker - Kræftens Bekæmpelse fik alt andet lige hentet 1,5 millioner ind ad den vej. Men det er ikke nok at sende et par mails. Der skal stadig arbejdes.

Læs mere om Kræftens Bekæmpelses kampagne og dens resultater her.

onsdag den 19. november 2008

I dag er toiletdag



"Don't blush, sponsor a flush", lyder det kækt fra World Toilet Organization, der i dag sætter fokus på sanitære forhold i ulandene, hvor 40% mangler adgang til ordentlige toiletforhold.


Herhjemme græmmes vi for tiden over den danske folkeskoles toiletforhold, der vel også rent ud sagt er til at lukke op og s**** i, men det er trods alt intet sammenlignet med u-lands-forhold. Hvert 20. sekund dør et barn ifølge WTO (som altså ikke står for World Trade Organization i dette tilfælde) grundet dårlige sanitære forhold. Vand forurenes af menneskelige efterladenskaber. Sygdomme spredes. Altsammen uendeligt langt fra vores træk-og-slip, stort skyl/ lille skyl og air fresheners.

Så gør en lille forskel:



Læs mere:

  • Læs om toiletforholdene i Pumwani, et slumkvarter i Nairobi, som Mellemfolkeligt Samvirke samlede ind til i 2006 (med mig som ivrig og nyudklækket indsamlingsleder i Århus)
  • Udforsk WTO's hjemmeside, der er fuld af ressourcer, støttemuligheder og information

onsdag den 5. november 2008

25.000 dagsværkere arbejder for Niger


25.000 elever er i dag trukket i arbejdstøjet for at være med til at tjene 7,5 mio. kr. til Niger. Der bliver gøglet, gravet haver og gjort rent for at arbejde penge ind til skolegang for Nigers børn.

På næsten alle landet gymnasier har der de sidste syv uger kørt en intens kampagne for at oplyse om Operation Dagsværk projekt i Niger. Og det har fået 25.000 elever til til at vælge at arbejde til fordel for Niger i stedet for at bruge dagen med biologi og brøkregning. Og når gymnasieeleverne giver en dag af deres egen uddannelse, giver de andre unge mulighed for også at få en uddannelse.

I år arbejder eleverne penge ind til det vestafrikanske land Niger, og det er der brug for. Her er det nemlig kun 15 procent af befolkningen, der kan læse og skrive. Projektet har fokus på at give nomadebørn og piger mulighed for også at komme i skole – grupper der ellers let bliver overset i det nigerske samfund.


onsdag den 15. oktober 2008

10 ting DU kan gøre for at bekæmpe fattigdom



I dag er det Blog Action Day, som er den dag om året, hvor bloggere i hele verden går sammen om at skrive om det samme emne. I år er emnet fattigdom. I august tyvstartede jeg, og nu følger jeg op med 10 forslag til, hvad DU kan gøre mod fattigdom i den 3. verden:


  1. Bliv fadder og hjælp et barn og dets familie til en god opvækst ved at betale et fast beløb hver måned til fx Børnefonden eller Plan Danmark
  2. Køb dig selv fattig, mens du gør fattige rigere. Køb fotobogen "Farvel til en sort/hvid verden" i din lokale Bog & Idé. Alle penge fra bogsalget går ubeskåret til SOS børnebyen i Dar Es Salaam, Tanzania. Pris 250 kr.
  3. Lån dine penge ud til projekter på Kiva eller doner dem via betterplace.
  4. Giv en gave: "Sig det med geder" -eller høns eller kondomer- med Folkekirkens Nødhjælp
  5. Beslut at give et månedligt bidrag (eller evt forhøje det bidrag, du allerede betaler) til en organisation, fx Mellemfolkeligt Samvirke, IBIS eller Folkekirkens Nødhjælp
  6. Doner ting, du alligevel ikke bruger - send fx din gamle cykel til Senegal eller giv dit gamle computerudstyr væk
  7. Køb fair trade for at sikre producenter i u-landene rimelige priser for deres arbejde (se mere på den LILLE forskel WIKI)
  8. Rejs ud og gør en forskel med dine egne hænder, fx med Global Contact
  9. Bliv inspireret af andre blog-indlæg på Blog Action Day websitet
  10. Bidrag med dit eget forslag ved at skrive en kommentar til dette indlæg



søndag den 12. oktober 2008

Går og ser på vinduer...

... og er faldet over et par efterårs-hits, der varmer i de kolde måneder:














  • Regnfrakker, der "støtter brysterne". Sælges i Jysk til 248 kr.

  • Gummistøvler, sælges også til fordel for kampen mod brystkræft. Kan købes i diverse skobutikker for 399 kr.

  • People Tree Kimono Jumper til 90 GBP (fair trade).

  • Taske fra Mettes Afrika (lavet af kvinder i Sydafrika). Pris ukendt.

  • Halskæde fra Pilgrim til fordel for Læger Uden Grænser. Pris 249 kr. (Pilgrim får ingen avance af salget!)

onsdag den 8. oktober 2008

Grib i egen barm og støt brysterne - online

Oktober måned kan være grå. Men den er også lyserød. Det er den for at markere den internationale brystkræftmåned. Kræftens Bekæmpelses kampagne ”Støt Brysterne” har i den forbindelse stablet en online indsamling på benene.






Slut med våde strømper?

Da jeg mange gange i årenes løb har trasket rundt med en indsamlingsbøsse i hånden og mærket optimismen dale i takt med at våde sko blev til våde strømper og ”jeg har desværre ingen kontanter” blev til ”skrid ad h til din grimme indsamler”, var jeg meget interesseret i at se, hvordan Kræftens Bekæmpelses online indsamling fungerede. Så jeg startede lørdag aften min egen indsamling-i-indsamlingen (min online indsamlingsbøsse), som jeg kaldte ”grib i egen barm”, for at få "the inside scoop".


Det var ganske nemt at oprette en indsamling ved at indtaste nogle personlige oplysninger, uploade et profilbillede og give et obligatorisk startbidrag. Derefter har man sin egen indsamlingsside og kan sende mails til omgangskredsen for at få dem til at spytte i kassen.









4 dage senere og 100 kroner på indsamlingskontoen rigere er her mine foreløbige konklusioner:



Smart ved online indsamling
  • Ingen våde strømper – du kan lige som mig sidde trygt begravet under dynen i sofaen, mens du samler ind
  • Du spiller ikke tid på at belemre folk, der alligevel ikke vil have pungen op ad lommen – du kontakter folk, som du kender og du har en forventning om vil give
  • Der kan gå hen og gå sport i det (!)
  • Der er længere tid at løbe på (indsamlingen kører fra 15. september - 4. november) - givere skal ikke tage stilling nu og her, mens indsamleren står og venter
  • Det er ingen undskyldning, at man ikke har kontanter


Ulemper

  • Det er nemmere at ”overse” en mail end at overse en indsamler ved din hoveddør
  • Man taber måske de ældre generationer, der er nervøse ved internet og betaling over internettet
  • Man voldbruger sin omgangskreds igen-igen (her taler jeg udelukkende for mig selv!)

Om jeg når mit eget optimistiske mål på 1000 kroner er et åbent spørgsmål (og lidt af en cliffhanger…?) Bare rolig, fortsættelse følger!


Læs mere om kampagnen her – start din egen indsamling her – eller grib i egen barm og smid nogle håndører i min indsamlingsbøsse her. Og ha’ en dejlig lyserød oktober!



Læs mere:

lørdag den 4. oktober 2008

Hvad er det for noget med den her lille forskel?

Siden april 2008 har jeg her på bloggen foreslået måder, hvorpå du og jeg kan gøre ”en lille forskel”. Jeg har foreslået dig så forskellige ting som at starte din egen velgørenhed, ændre verden ved at spille computerspil og at sende dine sure underbukser til en krigsforbryder. Til gengæld har jeg ikke brugt meget tid på at forklare, hvad jeg egentlig mener, når jeg taler om det flagrende og, ja, lidt klichéagtige begreb ”at gøre en forskel”. Forklaring følger!

Giv noget!
Den røde tråd i denne blog er velgørenhed i den bredeste forstand, - det at give. Det kan være at give din tid i form af frivilligt arbejde. Det kan være at give penge til indsamlinger eller ved at købe varer, der støtter en god sag. Og det kan være at give ting, som for eksempel at forære tøj til genbrug eller slippe dine bøger fri, så andre kan få glæde af dem. Og det kan være en masse andet, som jeg vil fortsætte med at bruge bloggen til at udforske.

Hvad nytter det?
"Ja ja", tænker du måske, "det er vældig fint, men nytter det noget som helst"? Den amerikanske antropolog, Margaret Mead, har verdens bedste svar på det spørgsmål. Hun siger:

Never doubt that a small group of thoughtful committed citizens can change the world. Indeed, it is the only thing that ever has.


Selvom Margaret Mead, da hun i sin tid sagde det, nok hverken tænkte på sure underbukser eller computerspil, så er jeg sikker på, at hun og jeg kunne blive enige om, at alle kan gøre i hvert fald en lille forskel og ændre verden et nøk mod det bedre. Hvis du er enig i det, så er du kommet til den rette blog!

onsdag den 1. oktober 2008

Hvad skal du i uge 42?

Hvad med en tur på højskole med Mellemfolkeligt Samvirke for at lære om kampagnearbejde?



Se programmet her.

tirsdag den 16. september 2008

En god tid at være frivillig (hvis du bor i København)

Lige et par ultrakorte nyheder, som især vil glæde dig, hvis du er aktiv i København-området:

Og nu til noget HELT andet...

Du ved, at du er blevet for hellig, når du....

  • glemmer at hænge glorien i entreen


  • giver værten besked om, at du kun spiser 100 % fair trade og økologiske varer, når du inviteres til fest


  • har Michael Jacksons "Heal the world" som ringetone på mobilen


  • giver din lille niece håndlavede fair trade ønskedukker fra Guatemala, selvom hun brændende ønskede sig en politisk ukorrekt bratz-dukke


  • kan hele teksten på cumbaya, og benytter enhver lejlighed til at glæde omverdenen med det

Kan du flere? Jeg føler mig dejligt politisk ukorrekt her til aften :)

søndag den 31. august 2008

Ghettoen i vore hjerter

I torsdags så min søster og jeg Jacob Holdts lysbilledshow "Amerikanske billeder", som han viste i forbindelse med sin fotoudstilling "Ghettoen i vore hjerter" i Globus1 i Gellerup, Århus V. Det hele var arrangeret af Global City.





Jacob Holdt blev i 70'erne smidt ud af gymnasiet i Esbjerg, og blev derefter vagabond i USA, hvor han i mange år turede rundt på landevejene og overnattede hos sorte i de fattigste ghettoer, hos rige efterkommere af slavejere i syden og hos Ku Klux Klan-medlemmer. Alle kalder han sine venner. Undervejs tog han fantastiske (og barske) billeder og fik en helt unik indsigt i det amerikanske samfund og især undertrykkelsen af de sorte i landet. Siden har han turneret både i USA og Danmark med sit lysbilledshow, og har også udgivet bogen "Amerikanske billeder" (som desværre pt er udsolgt fra forlaget).





Jacob Holdts lysbilledshow var øjenåbnende. Han mødte mange forskellige mennesker i den amerikanske skyggeside, blandt andet massemordere. Selv siger han alligevel, at han aldrig har mødt et ondt menneske. Til gengæld mødte han mange, der var vokset op under urimelige kår, var blevet misbrugte eller undertrykte, og som derfor ikke kunne finde ud af andet end at leve som kriminelle og undertrykkere.




Hans oplevelse var, at de hvide og rige amerikanere ekskluderede de sorte ved fortrænge dem til ghettoer og fortælle dem i ord og handlinger (eller manglende handlinger), at de ikke er gode nok til deres samfund. De sortes indvendiggjorte vrede og smerte kan kun komme til udtryk i apati eller kriminalitet, hvilket kun får de hvide til at foragte de sorte endnu mere, - en ond cirkel er skabt.



Det samme er - i endnu højere grad, ifølge Holdt, - tilfældet i Danmark, hvor vi presser indvandrene ud i ghettoer. "Vi" er vel og mærke os alle, og ikke kun den danske højrefløj. For at undgå ghettorisering og dæmme op for "ghettoen i vores hjerter", er vi nødt til at åbne os op og lære hinanden at kende. Jacob Holdt gjorde det på fantastisk vis ved at åbne sit hjerte for meget forskellige menesker i USA (som alle, rige som fattige, sorte som hvide også åbnede op for ham).



Vi kan også gøre en LILLE forskel ved at åbne vores hjerter for folk, der er anderledes end os selv, i vores hverdag! Her er et par bud på, hvordan det kan gøres:






Mere om Jacob Holdt:






Relaterede posts:

mandag den 25. august 2008

Få noget godt ud af at sludre med svigermor

CBB mobil har indgået samarbejde med engodsag.dk, og donorer nu 6% af dit forbrug til en god sag, som du selv vælger. Nu kan du altså med god samvittighed ævle løs med svigermor, og måske endda pudse glorien fremfor at kaste med tunge glasvaser, når du efter 20 minutter på hold ved DSB stadig får beskeden "du er nu nummer 2 i køen".




CBB er ikke det eneste mobilselskab, der støtter velgørenhed. We Mobile er (mig bekendt)Danmarks første non-profit mobilselskab, der kanaliserer alt overskud videre til organisationer, som brugerne selv vælger. Og priserne er helt konkurrencedygtige.

Så grib knoglen og snak dig til en bedre verden!

torsdag den 21. august 2008

Blog Action Day om fattigdom: Fundraising med ChipIn




15. oktober er Blog Action Day, som er en dag om året, hvor bloggere i hele verden går sammen for at skabe opmærksomhed om et vigtigt emne. I år er emnet fattigdom, og jeg tyvstarter!

I 2004 levede 19% af verdens befolkning i fattigdom, dvs for under 1 dollar om dagen. Omkring hver 5. person i verden, ifølge mine beskedne regne-færdigheder, kæmper altså for ren og skær overlevelse (læs mere om udryddelse af fattigdom og sult, som er det første af de otte 2015-mål, på 2015.dk). Et så massivt problem kan hverken du eller jeg løse, men den gode nyhed er selvfølgelig, at vi kan gøre en LILLE forskel.

En måde at hjælpe med at mindske den massive fattigdom er ganske enkelt at samle penge ind til dem, der har brug for dem (eller til organisationer, der hjælper dem). Tidligere har jeg på bloggen skamrost initiativer som blandt andet kiva og betterplace, og i dag er jeg netop faldet for endnu en genial mulighed for at samle penge ind.

I en blog post om "sponsorbarnet" Leng opfodrer Beth Kanter (som i øvrigt er et ikon, hvis man interesserer sig for online fundraising eller andre online muligheder for ngo'er) sine læsere til at give et bidrag til Lengs uddannelse via ChipIn. (Stop forbi hendes post for at se, hvor enkelt det fungerer!)




ChipIn er et site, hvor du (ufatteligt) nemt kan indsamle penge til hvad som helst. Du kan samle ind blandt venner og familie til en fælles gave der skal købes. Du kan bede folk spytte i kassen til din næste rygsæksrejse. ELLER du kan ligesom Beth bruge værktøjet til at samle penge ind til en sag, som du brænder for. Det geniale er, at det ikke tager dig længere tid at sætte det op end det tager dig at sige "online fundraising" - og du kan som Beth sætte en lille widget (ala den ovenfor) direkte på din blog/ site, så donorer ikke skal så forfærdeligt meget andet end at klikke "ChipIn". Lettere kan det ikke gøres!

Følg med på Blog Action Day 15. oktober!


Læs mere



  • Hvad kan du gøre for at bekæmpe fattigdom og nå de andre 2015-mål? Læs forslag her!
  • Brug min "sky" i højre spalte og klik på kiva, betterplace, mikrokredit, fundraising, indsamling, microplace og myc4 for at finde relaterede posts her på bloggen.
  • ChipIn's "About"-side
  • Beth Kanter's blog

mandag den 18. august 2008

En bog sættes fri

Lørdag aften rejste min kæreste og jeg hjem fra Sydfrankrig med sol på kinderne og sand mellem tæerne, og jeg kvitterede for en skøn ferie ved at sende en bog i omløb med BookCrossing (se min tidligere post).

Nu venter jeg spændt på at se, om nogen samler den op i Nice lufthavn og tager den med på en spændende rejse...


torsdag den 31. juli 2008

Sæt dine bøger fri - og glæd andre!


Billede fra BookCrossing

Jeg er en vaskeægte samler af den slags, der (næsten) kan finde på at gemme et gammelt stykke slikpapir, fordi det kunne være, at jeg engang kunne bruge det til noget. Bøger er ingen undtagelse, og min bogreol er lige så tæt pakket som parkerne i Århus C for tiden. Og det er jo egentligt lidt skørt, fordi jeg sjældent læser en bog mere end én gang, hvorefter de tilbringer resten af deres liv blandt andre glemte bøger.

Hvorfor ikke i stedet sætte bøgerne fri? I en ny blogpost på idealist.org foreslår Alison, at man giver sine bøger nyt liv og glæder andre med BookCrossing. BookCrossing er et site, hvor du kan dele dine bøger med verden omkring dig og følge dine bøger på deres rejse. Det foregår på den måde, at du efterlader en bog et tilfældigt sted - i din læges venteværelse, på en bænk i din yndlingspark, eller på et hotel på din ferie - den heldige, der finder bogen, kan læse den, registrere den sammen med en anmeldelse på sitet, og derefter sende bogen videre på sin rejse. Idéen lyder sjov, og derudover er den også "earth-friendly, and gives you a way to share your books, clear your shelves, and conserve precious resources at the same time".

Alison anbefaler også Better World Books som samler og sælger bøger online og støtter projekter, der bekæmper analfabetisme, med en del af overskuddet. De sender bøgerne kvit og frit i USA og for USD 2,97 til resten af verden - noget nær en flad 10'er. Ikke nok med det, så sender de deres bøger "carbon neutral" ved hjælp af carbonfund.org.

Med Alison's ord:


Thus, the perfect solution: buy a (used) book, stimulate your brain, pass it on, make the world a better place. Can life get better than this?
Tja, hvad siger I?


lørdag den 26. juli 2008

Få og giv bæredygtige tips på den LILLE forskel WIKI

Jeg falder næsten dagligt over websites, artikler, videoer osv om spændende og kreative idéer til at gøre en LILLE forskel. Men tit har jeg glemt alt om for eksempel det spændende øko-tursime-koncept eller den flotte halskæde, som du støtter velgørenhed ved at købe, når jeg står og skal planlægge ferie eller købe en gave til veninden.

Derfor har jeg nu lavet den LILLE forskel WIKI, som jeg har tænkt mig skal være en slags ressource-samling over alle de spændende, bæredygtige eller velgørende initiativer jeg - og du! - falder over. Jeg har allerede samlet få tips og links om bla. genbrug, rejser og velgørenhed på wiki'en, og meningen er, at den hele tiden skal udbygges, og at DU skal hjælpe!

Du behøver ikke at være en haj til computer eller internet. Bare du har nogle idéer til at gøre en LILLE forskel, så kan du være med. Du skal bare klikke på "join this space" i wiki'ens øverste venstre hjørne, og følge instruktionerne for at oprette en konto. Herefter kan du tilføje links, tekst, billeder, nye sider og hvad du ellers lyster, lige så tosset du vil.

Start med at kigge forbi wiki'en ved at klikke her:


Wikispaces


Læs mere:

lørdag den 19. juli 2008

Ny bog: 1001 måder at redde jorden på

Det er ikke sikkert, at vi i det daglige gør os klart, hvor mange af vores vaner, der er med til at nedbryde og svække Jorden. Små ting bliver til store ting - det er sådan, vi har ødelagt meget af Jordens miljø, og det er sådan, vi kan være med til at rette op på det igen.
Sådan skriver Joanna Yarrow, der har forfattet den lille lækkerbisken "1001 måder at redde jorden på", der er oversat og tilpasset dansk af Elsebeth Gynther og udgivet på Borgen i 2008. Citatet ovenfor passer så godt med tanken bag den LILLE forskel, at der ikke var andet for, end at jeg måtte købe bogen (150 kr) og give den et par ord med på vejen.

Bogen indeholder 1001 tips om madlavning, tøj, ferier, genbrug og meget mere, der gør verden til et lidt grønnere og bedre sted. Joanna Yarrow's håb er ikke, at alle læsere går i krig med de 1001 forslag. Idéen er nærmere, at læseren vælger nogle ting ud, som vedkommende har lyst til at gå i gang med, og når det er blevet en del af hverdagen kan man gå i gang med endnu et tip.

Jeg har selv skrevet nogen-og-30 forslag ned, som jeg syntes lød spændende og vil kigge nærmere på. I får lige et par kvit og frit her:
78: Mi casa, tu casa Hvad enten du kan lide at opleve andre kulturer fra landevejen eller hjemme fra dagligstuens bekvemmelighed, skulle du overveje at tilslutte dig SERVAS (http://www.servas.org/), en international fredsorganisation, som opbygger netværker af værter og rejsende ved at tilskynde til personlig kontakt mellem mennesker fra forskellige dele af verden.

325: Naturlig fitness
Motion på energislugende maskiner i en luftkølet boks uden vinduer, mens man ser sæbeoperaer eller rockvideor, er et mærkeligt og ofte ubehageligt træk ved det moderne liv. For at komme i god form på mere naturlig vis kan du vælge en af de mange motions- eller træningsformer, som ikke sluger andet end din egen energi. Løb, cykling, Pilates er bare nogle af de mange muligheder.

816: Udvid dit fairtrade-repertoire
Omfanget af fairtrade-varer vokser støt. Denne positive handelsmetode giver mulighed for at tilfredsstille behov vedrørende basisfødevarer, sundhed, boliger, social sikring og uddannelse. For at blive ved med at vokse kræver markedet aktivt engagement fra forbrugerside. Så prøv på at lægge mindst én ny fairtrade-ting i din indkøbskurv hver måned. F.eks. omfatter Max Havelaar-produkter en række kolonialvarer som f.eks. kaffe, rørsukker, ris og vin, ligesom der i en række byer findes fairtrade-butikker med bl.a. brugskunst.
De 998 andre måder at redde jorden på, er bestemt også værd at læse, så jeg anbefaler helt klart, at du køber bogen (til dig selv eller en anden), som også designmæssigt er flot. Inspiration til mere bæredygtig livsstil er garanteret!

Læs mere:





mandag den 14. juli 2008

Fatumas pay back time

Kan I huske Fatuma, som jeg støttede gennem kiva, og først bloggede om her, og siden her?

I dag har jeg fået en mail fra kiva, der fortæller mig, at Fatuma og hendes kvindegruppe nu er begyndt at betale det lånte beløb tilbage. Fatuma lånte i alt 425 USD og har nu betalt 43 USD tilbage, som fordeles mellem os 9, der bidrog. Pengene har vi dog først til rådighed, når låneperioden er udløbet, hvilket den gør om ca 8 måneder.

Jeg er stadig meget begejstret for enkeltheden i konceptet, og ikke mindst effektiviteten. Tænk engang, den 27. maj blev projektet annonceret på kiva.org, 3 dage efter var pengene samlet ind, den 14. juni fik Fatuma pengene i hånden, og allerede nu -præcis en måned efter- har hun kunne styrke sin skræddervirksomhed så meget, at hun er i stand til at begynde at betale pengene tilbage.

Tænk, hvis alle forretningsdrivende i udviklingslande fik den mulighed - sikke en enorm og bæredygtig udvikling, det ville skabe! Du kan være med: Læg et par håndører på kiva i dag!

fredag den 11. juli 2008

Frivillig-resourcer fra videnskalas

Den 20. og 21. juni var DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd, paraplyorganisation for en stor gruppe foreninger i Danmark) vært ved det, de kaldte en "videnskalas" - en workshopfestival for frivillige fra deres medlemsforeninger.

Programmet var enormt godt sat sammen og indeholdt et hav af spændende workshops inden for de tre fokusområder: Frivillige i samspil, Den gode organisation og Moderne formidling. Havde jeg ikke været nede med en ordentlig forkølelse disse dage, havde jeg været blandt de heldige deltagere. Jeg behøver heldigvis ikke længere ærgre mig over, hvad jeg gik glip af, for DUF har uploadet slideshows og kompendier til kalas'ens hjemmeside.

Tak til DUF for at opkvalificere det frivillige arbejde og for at gøre resourcerne tilgængelige for alle!

søndag den 6. juli 2008

Shop nyt sommertøj - med god samvittighed!

Lyder fair trade-tøj lidt for meget som batik-bluser? Eller løber dine tanker nærmere mod Ugly Betty og hendes berygtede Guadalajara-poncho? Heldigvis behøver fair trade-tøj ikke længere være kikset. Engelske People Tree kan nemlig noget helt særligt: Tilbyde lækkert tøj lavet under fair forhold.

We like to think of it in terms of our little shoots-and-roots motif. We provide
you with exclusive fashion - the shoots - while at the same time we work deep
down through the roots, improving the lives and environment of the artisans and
farmers in developing countries who work to produce it. It's Fair Trade
throughout. Simple.


-Sådan skriver People Tree på deres hjemmeside (læs mere om, hvordan de fører det ud i livet, her).

Her er et par ting fra deres sommerkollektion, som vil pynte i enhver rejsekuffert:








Se mere hos People Tree (ja, de har også herretøj og børnetøj) - og nyd den sjældne følelse af shop-amok kombineret med god samvittighed (undtagen måske overfor banken...?)!

Læs mere

onsdag den 25. juni 2008

Giv dine gamle underbukser til en krigsforbryder!



Sure underbukser foran Bush's hoveddør!


Det må være den mest gakkede kampagne nogensinde, den som svenske Björn Borg har strikket sammen. "Peace on Earth", hedder initiativet, der leverer gammelt og "not sexy" undertøj til krigsforbrydere. Kampagnens første sending sure trusser gik til George Bush, og på kampagnens hjemmeside kan du selv foreslå, hvem der skal have den tvivlsomme ære næste gang. Målet er, at når krigsforbryderen bliver badet i undertøj, then "he'll get the message, feel bad and embrace peace". Få et billigt grin her!

mandag den 23. juni 2008

Ændr verden ved at spille computer

Jeff Cobb, der blogger om læring på Mission to Learn, har skrevet et rigtig godt indlæg om 26 learning games to change the world, -en liste over forskellige computerspil, som både skulle være sjove og gøre en LILLE forskel.

Et hurtig kik ned af Cobb's liste viser, at nogle spil har til formål at "undervise" (skabe "awareness") om et bestemt emne, som f.eks. klima, mens andre er mere direkte godgørende. For eksempel donerer FN et myggenet hver gang du har spillet Deliver the Net, og i Free Rice-spillet (som jeg tidligere har nævnt her) tjener du 20 riskorn til sultne maver, for hvert spørgsmål til dit (engelske) ordforråd, du svarer rigtigt.

Er det her for plat? Er det et udtryk for den såkaldte "slaptivisme" nærmere end aktivisme? (Læs "Slaptivismens farlige spiral" af Esben Norrbom her). Det kommer selvfølgelig an på! Det komme an på, om du udskifter dit sponsorbarn og dit månedlige bidrag til Amnesty med et spil free rice. ELLER om du udskifter 1 times månedlig sofa-prutteri med de gode spil.

Jer der har fulgt med på bloggen ved, at jeg er klart FOR mange af de nye, computerbaserede, godgørende initiativer. Jeg ser ikke tendensen som et tegn på, at vi ønsker at slippe nemmere om ved velgørenhed eller ønsker at distancere os fra de mennesker, det handler om. Tvært imod ser jeg mange nye muligheder for faktisk at komme tættere på de folk, vi vil hjælpe, hvilket jeg blandt andet har blogget om her. Ok, det er måske ikke lige en gang ordbogsspil med free rice, der gør afstanden mellem donor og modtager mindre, men til gengæld tror jeg, at spil, facebook causes og andet i den ende af skalaen kan inddrage folk, der ellers ikke ville give til velgørenhed.

ANYWAY...

Jeg har længe ville dele tippet om de 26 spil med jer, men planen var, at jeg først ville prøve alle spillene igennem. Det har jeg endnu ikke nået - men hvorfor egentlig også, når I kan hjælpe mig?

Så næste gang du keder dig på kontoret eller med specialet, eller næste gang den indre spilledjævel dukker frem, så gå i krig, og glem ikke at smid en kommentar her om de spil, du prøver. Mine følger også.


Læs også

lørdag den 14. juni 2008

10 bud på en god(gørende) sommer

Sommerferie. Findes der et ord, der gør mere godt? Den fuldendte forening af to af mine absolut yndlingsord - "sommer" og "ferie"... Ah...!

Sommerferie gør godt, og du kan også gøre godt i din sommerferie. Her er 10 bud på, hvordan det kan gøres, samtidig med, at du har det sjovt.

1. Sommer og open air koncerter er også to ord, der virkelig gør det godt sammen. Bliv frivillig pantsamler for Folkekirkens Nødhjælp ved Roskildefestivalen og få billetten gratis, eller bliv en del af Grøn Koncerts Grønne Crew i uge 29 og 30 og støt muskelsvindfonden. Og glem ikke at tage til Mellemfolkeligt Samvirkes Fair Fælled festival 16. og 17. august i København, eller til Trade and Aid koncert på Bornholm 18. juli, hvor fed musik og fair trade går op i en højere enhed.





2. Sommer er lig med lang ferie for folkeskolebørn. Bliv frivillig for Mellemfolkeligt Samvirkes sommerskole i Gellerup 21. - 25. juli, der i år har temaet "Latinamerika i børnehøjde" (læs om sidste års sommerskole i Gellerup her). Bliv frivillig på en af CISV's internationale lejre. Eller hjælp til på Ungdommens Røde Kors' ferielejre. (Eller find et andet friviiligjob her).

3. Rejs ud og nedbryd kulturelle barrierer med Next Stop Mellemøsten og USA. Der er endnu få ledige pladser til Jordan/ Egypten og USA.



Billede fra www.nextstop.dk

4. Bliv guide på Global City's Urban Safaries i Århus i forbindelse med foreningens første festival 19. - 23. august. Der planlægges to slags ture - en historisk og én med fokus på i dag og fremtiden. (Læs tidligere indlæg om Global City her).

5. Bliv koordinator på Red Barnets landsindsamling 7. september.

6. Brug lidt ekstra tid på online velgørenhed - det er nu, du kan fordybe dig på betterplace og kiva! Tip: Kan også gøres under charterrejsen, hvis de røde skuldre skal have en pause og der er internetadgang på dit hotel.

7. Sommer = Rejser = Øget co2-udslip. Vær obs på dit co2 og læs Treehugger's eco-friendly travel-artikler og How to green your summer. Og læs mere om, hvordan du kan beregne dit eget co2-forbrug her.




Billede fra Europaparlamentet


8. Deltag i et banebrydende eksperiment: 29 day giving challenge. Når du deltager i eksperimentet, der stammer fra USA, forligter du dig til at give noget (et smil, en gave, et kompliment, et godt råd, -hvad som helst) hver dag i 29 dage. Udover, at du i løbet af de 29 dage spreder en masse glæde omkring dig, flytter det også din fokus fra dig selv mod omverdenen og giver dig overskud. (Læs mere her). Synes du det lyder flippet? Gu' gør det så, men jeg hopper på vognen inden så længe, og melder tilbage om, hvordan det var...

9. Gå for regnskoven - deltag i årets Ecco Walkathon i København 31. august. Årets indtægter går til regnskoven i Congo og Ecco giver 7,50 kr til projektet for hver kilometer, der tilbagelægges.





10. Fortsæt min liste ved at skrive en kommentar.


- Og ha' en rigtig god(gørende) sommer!


Relateret: 10 måder du kan gøre en LILLE forskel på her og nu.

Nyt fra Kiva

Lille opfølgning på min forrige post. Netop i dag dukkede en mail fra kiva op i min inbox med teksten


Dear Rikke Sorensen,

This is an update on your loan to Fatuma's Hakuna matata Group.

Thank you for your loan. It has been disbursed to the Fatuma's Hakuna
matata group, consisting of Fatuma Zuberi, Fatuma Mwazieni by BRAC
Tanzania in Tanzania. We are excited to watch this business grow. Over
the next 10 months, BRAC Tanzania will be collecting repayments from
this entrepreneur and posting progress updates on the Kiva website.

Kiva very much appreciates your responses online. You can read and
respond to this journal online at:


http://www.kiva.org/app.php?page=businesses&action=comment&id=45858&ent=58405


Så havde de alligevel ikke glemt de automatiske opdateringer :)

onsdag den 11. juni 2008

Fatuma for fuld fart...

Kan I huske Fatuma, som jeg støttede med et mindre beløb på kiva? Jeg var netop et smut forbi kiva, for at se, hvordan det gik med at få samlet penge ind til hende. Og til min overraskelse kunne jeg se, at det for længst er sket, så hun er nu i fuld gang med at få hendes lille skrædder-virksomhed op at stå. På kiva kan jeg se, at Fatumas gruppe blev oprettet 27. maj, og at hun allerede havde lånt de 425 USD, hun havde brug for, 30. maj. Det er da effektivt! Nu skal jeg bare have fundet ud af, hvordan jeg kan holde mig opdateret på hendes projekt. Det troede jeg nemlig, at jeg blev automatisk...

mandag den 9. juni 2008

OECD spørger: Hvordan kan internettet gøre verden til et bedre sted?


Hvordan kan internettet gøre verden til et bedre sted? Det spørgsmål stiller OECD netop nu på YouTube.

YouTube kan du give din mening til kende forud for OECDs ministermøde om fremtidens internet i Seoul 17.-18. juni.

De bedste videoklip der uploades til YouTube-siden bliver vist for ministrene og pingerne til mødet. Deres reaktioner på klippene vil blive uploadet til YouTube-siden. Og de bliver alle opfordret til at uploade deres egne svar på spørgsmålet også.

Hvordan synes DU, at internettet kan gøre verden til et bedre sted? Jeg har tidligere beskrevet initiativer som betterplace, kiva, MyC4 og microplace (brug links i min tag cloud i højre kolonne for at gå til relevante posts). Men er der andre muligheder? Post dine tanker her på bloggen, eller gå linen ud og lav et filmklip til YouTube!

Læs nyheden på OECD

Besøg OECD på YouTube og lær mere.

søndag den 8. juni 2008

eBay - nu med mikrokredit

Mikrokredit-sites synes at poppe op som svedperler på en solrød pande disse dage. I dag læste jeg i den seneste udgave af Samvirke, at også eBay har lanceret en mikrokredit-side. Sitet hedder MicroPlace, og har ifølge Samvirke en gennemsnitlig lavere rente end danske MyC4, som jeg skrev om i en tidligere post om mikrokredit.

Læs seneste udgave af Samvirke her.

onsdag den 4. juni 2008

Project Africa på betterplace

Kan I huske Lindy Wafula og Project Africa fra min tidligere post? Lindy har taget i mod min opfordring til at udforske betterplace, og er nu oprettet som bruger + har oprettet Project Africas tre vigtigste projekter. Smut forbi betterplace og læs mere ved at søge på Lindy Wafula, og doner evt til hendes arbejde for Kenyas kvinder.

mandag den 2. juni 2008

5 spørgsmål til en ildsjæl: Anne Weber Carlsen fra Global City

En gruppe engagerede århusianere viser med projektet Global City, at der -modsat det indtryk vi får igennem medierne- er en masse positive historier at fortælle om mødet mellem gamle og nye danskere, og at der er en masse som vi kan lære hinanden.

Her svarer projektleder ved Global City, Anne Weber Carlsen, som den første på "5 spørgsmål til en ildsjæl":

1. Fortæl om baggrunden for at starte Global City. Hvorfor har vi brug for Global City?

Global City Aarhus er startet udfra ønsket om at nyttiggøre den viden og de kompetencer, som er bragt til Danmark og Århus af borgere med anden etnisk baggrund end dansk. Det var Michael Abraha, flygtning fra Eritrea, og Brian Sten Larsen, fællestillidsmand i Århus Kommune, der sammen fik ideen om at skabe et videns- og oplevelsescenter med udgangspunkt i herboende flygtninge-/indvandreres kulturer. De forestillede sig en by med traditionelle huse og andre bygningsværker fra hjemlandene. Disse skulle bruges som ramme om levende kulturformidling til egne efterkommere og til danskere. Ideen udviklede sig i løbet af et 14 måneder langt forprojekt (februar 2006-april 2007) til visionen om et Verdens Kulturhus i Danmark, som skal være en platform for kulturmøder, dialog og aktiviter, der flytter grænser. Og det har vi brug for mere end nogensinde: et både fysisk og mentalt rum, hvor vi kan mødes på tværs af alt det, der ellers skiller os ad: religion, politik, økonomi, kultur.... Til glæde for os selv og til gavn for samfundet, som har brug for borgere, der er åbne og nysgerrige over for verden og kan rumme og værdsætte det, der er forskelligt fra egen kultur og traditioner.


2. Hvilke projekter arbejder I med for øjeblikket?

Lige nu arbejder vi dels på det helt overordnede projekt, som er at skabe økonomisk og politisk mulighed at visionen om Global City kan blive til virkelighed. Samtidig arbejder vi på en række delprojekter:

- Verdenskoret Global City Singers er under etablering. Målet er et kor med sangere fra så mange forskellige nationaliteter og kulturer som muligt. Koret skal fungere som ambassadør for Global City og for Århus som en god by for alle og for kulturel mangfoldighed som en af byens ressourcer og styrker. Det er planen, at koret skal medvirke til Kulturnatten 10. oktober i år. Koret etableres i samarbejde med Det Jyske Musikkonservatorium og støttes af Århus Kommunes Integrationsråd, Sangens År, World Music Center m.fl. Vi holder informationsmøde om koret for alle interesserede 20. juni kl. 16 på Det Jyske Musikkonservatorium (Musikhuset, lokale 226, Falken). Læs mere på http://globalcity.dk/index.asp?id=224 og tilmeld dig på kontakt@globalcity.dk.

- Global City Festivalen 2008 er vores største projekt lige nu: fra 19.-22. august gennemfører vi en kulturfestvial i Universitetsparken i Århus. Festivalen kører parallelt med en international forskerkonference på universitetet om kulturelt og religiøst betingede konflikter, Understanding Conflicts - Cross-cultural Perspectives. Festivalen byder på forskellige aktiviteter, f.eks. et Menneskebibliotek, hvor man kan 'låne' mennesker med anden kulturel og/eller religiøs baggrund og blive klogere på og af vores forskelligheder. På Global City Squaren kan man komme i dialog med andre om aktuelle konflikttemaer f.eks. etableringen af en stormoske i Gellerup, tørklæder, tegninger og andre interkulturelle emner, der optager århusianerne. I Verdenskøkkenet kan man smage på forskellige kulturer, på Scenen vil der være verdensmusik, i boderne på Torvet varer og viden fra mange lande. Festivalen omfatter også en verdensfilm-festival i Øst for Paradis om konflikter i kærlighedsforhold på tværs af kulturer og Jacob Holdts fotoudstilling Ghettoen i vores hjerter, som vi viser i Globus1 i Gellerup. Læs mere på: http://globalcity.dk/index.asp?id=214

- Dialog 09 - er markeringen af 100 året for Landsudstillingen i Århus i 1909. Global City har været repræsenteret i en arbejdsgruppe, der har skullet generere ideer til Dialog 09. Vi har selv budt ind med en række aktiviteter, bl.a. to Global City Demonstrators. Den ene er en test af konceptet til Global Citys Torv i form af en bazar f.eks. i Ridehuset en måned i løbet af 2009. Vi samarbejder med bl.a Visit Aarhus om at realisere ideen. En anden demonstrator er en testversion af Verdenseksperimentariet, Global Citys interaktive Verdenslegeplads, hvor alverdens kulturer og mennesker er det materiale vi skaber oplevelser, leg og læring af. Vi arbejder på at etablere et konsortium omkring udviklingen af Verdenseksperimentariet mhp. at kunne præsentere og teste en række ideer i løbet af 2009. Endelig har vi projektet Be My Guest, som handler om, hvordan Århus kan blive en mere gæstfri by. Både i forhold til turister og andre besøgende udefra, og i forhold til vores medborgere fra andre by- og verdensdele. Her samarbejder vi også med Visit Aarhus om idé- og projektudviklingen.

Vi modtager løbende henvendelser fra mennesker, der har ideer, som Global City måske kan være med til at realisere. Lige nu støtter vi etableringen af en uddannelse, der skal uddanne og motivere kvinder med anden etnisk baggrund til at etablere selvstændig virksomhed eller uddanne sig inden for kreative fag baseret på kunsthåndværkstraditioner fra deres hjemlande, f.eks. textildesign. Et andet helt nyt projekt handler om at etablere en hammam i Århus, hvor kvinder med forskellige etniske baggrunde - også danske - kan mødes og dele viden om frugtbarhed, sundhed og skønhed baseret på andre kvinde- og kropsidealer end de traditionelle vestlige/moderne.


3. Hvad er den største udfordring for Global City lige nu?

Vores største udfordring er, at alle de bolde, vi har i luften, bliver spillet af frivillige og ulønnede aktive. Mange mennesker bruger rigtig meget tid på projektet, og det er dejligt, men det er ikke nok i længden til at løfte et projektet af de dimensioner og ambitioner, som der er tale om her. Der kan være tre udgange på det dilemma: enten må vi skrue ned for ambitionsniveauet og blive ved med at lave ad hoc-projekter, så længe der er energi og frivillighed til det. Eller også må vi erkende, at Global City aldrig bliver andet end en fantastisk vision. Endelig kan der jo også ske det, som vi tror og håber: at det vil lykkes os at finde investorer og sponsorer, som tror ligeså meget på projektet, som vi gør, og vil putte penge i det. Vi skal både bruge midler til etableringen og byggeriet, men i høj grad også til driften af den professionelle organisation, der skal stå bag. Og jo før, jo bedre, så vi kan komme videre i større fart og med mere styrke, end vi kan mobilisere ad frivillighedens vej.


4. Hvordan kan jeg og hr/ fru Jensen gøre en forskel for Global City?

Vi har brug for rigtig meget hjælp fra alle, der deler vores vision og værdier. Vi har en medlemsforening, Global Citizens, som man kan blive medlem af for 120 kr. om året. Jo flere vi er, jo stærkere står vi i forhold til myndigheder og virksomheder, når vi søger støtte. Vi opfordrer derfor alle til at melde sig ind. Læs mere her: http://globalcity.dk/index.asp?id=170
Vi har også brug for sangere til Verdenskoret. Især sangglade århusianere med anden kulturel baggrund end dansk og mænd af både dansk og ikke-dansk oprindelse. Vi har også brug for al den hjælp, vi kan få, til Global City Festivalen. Vi har nedsat en række arbejdsgrupper, og der er masser af opgaver, både praktiske og kreative. Nu og ikke mindst, når festivalen afvikles i august. Kontakt os på kontakt@globalcity.dk eller telefon 20820680 for nærmere oplysninger om de konkrete aktiviteter og arbejdsopgaver.


5. Hvor ser du gerne Global City om 5 år?

Om 5 år håber vi, at Global City er blevet konkret virkelighed. Måske i form af et Verdens Kulturhus, måske i form af et stærkt og levedygtigt netværk af mindre projekter og aktører, måske på måder, som vi ikke kan forestille os lige nu, men som et konkret, konstruktivt og kærligt initiativ, der gør Århus - og verden - til et lidt bedre sted at leve.



Glimt fra Global City (bragt med tiladelse):







søndag den 1. juni 2008

I am a part of betterplace

Efter en skøn weekend med masser af sol fik jeg lyst til at kaste mig ud i endnu et velgørende projekt, og har nu lavet min første (beskedne) donation på betterplace.

betterplace.org

Jeg valgte at støtte et uddannelsesprojekt i Bolivia, som på siden blev beskrevet sådan:

The town of El Alto, is the highest large city in the world, situated about 4.000 m above sea level. She is also the destination of migration from the rural and mining areas in Bolivia and grows from day to day, from hour to hour. In the outskirts of El Alto there is no infrastructure of importance, the population does not have access to education and culture; there is a high rate of illiteracy.Children and teenager, looking for adventures, often drift into delinquency and drug abuse. The mobile unit is a small bus (the same type what is the most common public mean of transport in Bolivia) transformed into a library and school on wheels. Two qualified trainers offer to children and teens to start learning by the means of culture, literature, games – including theatre workshops where the kids will acquire different capacities, self confidence and social skills.The project will exploit the experience obtained by COMPA in social, cultural and educational work with street children as well as with the “Teatro Camion”, a truck transformed into a stage theatre on wheels, touring through rural areas of Bolivia. Objective of the project is to activate and motivate people living in the outskirts of El Alto by offering education and cultural activities, in particular for children and teens aiming at showing alternatives to street adventures by developing their skills and capacities. To do: purchase and conversion of the bus, training for the disseminators, purchase of didactic material, start of educational work in the target areas of El Alto.


Ligesom kiva var betterplace nem at bruge: Først oprettes en profil, og derefter kan man browse mellem projekter og sortere dem efter blandt andet region og emne. Inde på de enkelte projekter kan du se en beskrivelse, billeder, status på, hvor meget der er indsamlet, en rating fra brugerne, læse blogindlæg om projektet og læse om projektets "web of trust", som består af støtterne (som mig), advocates med erfaring inden for projektområdet og visitors, som er folk, der har besøgt projektet personligt. Når du har valgt din sag, vælger du hvilket beløb du vil støtte med og udfylder betalingsoplysninger. ELLER du vælger at donore din frivillige arbejdskraft. Og så: Slut prut finale.

Derudover er det også muligt at danne et netværk på sitet. Og som jeg skrev i et tidligere indlæg kan du oprette dit eget projekt, hvilket bestemt også er en spændende mulighed.


Indrømmet, mit valg af projekt var en smule tilfældigt, og dette er måske svagheden ved denne form for velgørenhed. Omvendt synes jeg, at det er enormt spændende at kunne følge projektets fremskridt og kommunikere med de involverede, hvilket giver mig større lyst til at støtte igen.

Hvad synes du om denne form for velgørenhed?

fredag den 30. maj 2008

50 USD til Fatuma

Efter mit sidste indlæg er det blevet tid til at sætte handling bag ordene - så nu er jeg netop sprunget ud som "lånehaj". Jeg har været forbi kiva og lånt 50 USD til "Fatuma's Hakuna matata Group".



Fatuma er fra Tanzania, er 30 år og har 3 børn med sin mand. Hun er begyndt at arbejde som skrædder i år, og ønsker at låne penge til at købe mere stof og materiale for. Og det skal hun selvfølgelig have.

Hvis jeg lige skal komme med en kort anmeldelse af kiva så synes jeg siden var meget nem at bruge. Hvis du vil låne penge ud, skal du først oprette en profil. Lige ud ad landevejen og tager højst 2 minutter. Nu kan du browse mellem låntagerne ved at sortere efter køn, region, forretningstype og popularitet. Når du har fundet det projekt du ønsker at støtte, klikker du bare på "lend" og kan så vælge mellem nogle fastsatte beløb startende fra 25 USD. Derefter skal du udfylde betalingsoplysniner, og vupti - så er pengene hos Fatuma eller en anden derude.

Nu kan jeg så gå og vente på de periodiske opdateringer jeg vil få pr mail om hvordan det går Fatuma, og pengene, ja de betales tilbage månedsvis over et år. NB: I modsætning til myc4 er disse lån rentefri, og den tanke kan jeg godt lide.

tirsdag den 27. maj 2008

Start din egen velgørenhed med et klik

Har du ligesom jeg tænkt på, at det kunne være sjovt at starte en velgørende organisation? Eller måske investere direkte i nogle projekter i Afrika? Det kan du nu, og det kræver faktisk ikke meget mere end et par klik med musen. Ja, det lyder utroligt, men prøv at høre, hvad du kan med betterplace og myc4:


Gør verden til et ”betterplace
betterplace er et brugerdrevet velgørenheds-site, der har eksisteret siden november 2007. Her kan du støtte præcis det udviklingsprojekt, som du har lyst til. Og du kan endda starte dit eget udviklingsprojekt! Måske har du mødt en fattig familie på en rejse eller kender en organisation, der kunne bruge hjælp. Hvis du har lyst til at støtte dem, går du bare ind på sitet og opretter et projekt for dem. Det skulle kun tage et øjeblik, og så leder du dit eget velgørenhedsprojekt!


Noget af det smarte ved betterplace er, at donoren – dvs dig eller mig – kan kommunikere med de involverede + se billeder fra det pågældende projekt (pludselig er mit sponsorbarn i Mali og de støvede breve med eksotiske frimærker, som jeg modtager med måneders forsinkelse, "so last season"...?).

Sitet har allerede gjort verden til et ”betterplace” for de 200 projekter, der er blevet registret siden sitet blev lanceret. Med 2000 brugere og 10.000 besøgende om måneden har sitet nu skaffet 250.000 kr til projekterne. Og alle penge går direkte til projekterne – administrative omkostninger dækkes ved salg af CSR-produkter.

Men er der ikke risiko for bedrageri, tænker du måske? Den dansk medstifter, Line Hadsbjerg, siger til Udvikling, at det i princippet sagtens kan ske. Men, siger hun, et projekt skal være pålideligt og populært, før nogen vil støtte det. Og derudover holder folkene bag sitet også øje med, om der skulle blive lagt mistænkelige projekter på sitet.

Bliv udviklingsinvestor
Danske myc4 er endnu et innovativt udviklings-site inspireret af de nye online tendenser. Mens betterplace er velgørenhed, er myc4 dog en forretningsmulighed.

myc4 kan du læse om de forskellige investeringsmuligheder i Afrika, som folkene bag har udvalgt, og så investere i den mulighed, du synes bedst om. Når du har fundet en mulighed, du ønsker at investere i, skal du byde i en online auktion. Her er konceptet, at jo flere, der er interesseret i en investeringsmulighed, jo mere favorable vilkår får den afrikanske iværksætter. Når du har investeret, kan du, ligesom på betterplace, kommunikere og coache den iværksætter, du nu har valgt at støtte.



Myc4 har i skrivende stund 3.940 investorer fra 57 forskellige lande, som tilsammen har støttet 1.259 muligheder i Afrika siden sitet startede i 2006.

MEN – er jeg den bedste velgørenhedsleder eller investor?
Godt nok ville jeg synes, det var fedt at lede min egen lille velgørenhed, eller at investere i et projekt i Afrika. Men betyder det, at jeg vil være god til det? Tja, jeg har ikke haft matematik siden 9.klasse og er hverken coach eller business-kyndig. Og nogle vil helt sikkert også mene, at udviklingsarbejde skal overlades til eksperterne i organisationer, der har fine strategier til både kort og lang sigt og –trods alt – en smule mere erfaring med udvikling en lille mig. Andre ville sige, at vi alle er eksperter og alle kan være med til at gøre verden til et ”betterplace”.

Jeg hælder klart til det sidste (ellers ville jeg ikke skrive på en blog, der netop handler om den LILLE forskel, almindelige mennesker kan gøre I hverdagen!) Så så snart tiden er til det, vil jeg springe ud i det og forsøge mig med de to sites. Og imellemtiden vil jeg meget gerne høre jeres erfaringer...?


Kilder:




Links:

fredag den 23. maj 2008

Verdensborger eller ny-århusianer med anden etnisk baggrund (sønderjysk)?

I denne uge har jeg været en smule lommefilosofisk i forhold til, hvad det vil sige at være fremmed.

Det startede i mandags, hvor jeg som tidligere nævnt var til seminar i København om brug af digital video i udviklingsarbejde. Da jeg med søvn i øjnene stod af s-toget ved Nørreport lidt over 8, fandt jeg det krak-kort frem, som jeg havde været så snusfornuftig at printe ud på forhånd. Og så gik den vilde jagt, for krak-kort eller ej, så gik jeg forkert og måtte spørge nogle morgentravle københavnere om vej. Da jeg endelig troede, jeg var på rette spor, blev jeg på vej ind af en port til et stort kompleks, som jeg antog var den afdeling af Københavns Universitet, som jeg ledte efter, stoppet af en fyr i fuld uniform, der spurgte, om jeg havde id (det kunne jeg trods min morgen-dvaskhed godt regne ud ikke var nødvendigt på KU). En lang historie kort - jeg var endt hos livgarden (eller noget i den dur) - og følte mig efterhånden vildfaren på et højere plan.

Da det endelig lykkedes mig at finde krydset på kortet, og seminaret gik i gang, blev vi stillet den opgave at lave en kort film om det at være fremmed. Min gruppe tog udgangspunkt i min lille sviptur forbi livgarden udfra en diskussion om, at man sagtens kan føle sig fremmed i eget land, ligesom man også kan føle sig hjemme i et andet - at det i høj grad er et spørgsmål om "state of mind" (og hvor imødekommende de folk man møder er).

Diskussionen om, hvad danskhed og det at være dansker vil sige, er efter min mening så slidt og plat, at jeg ikke orker at bruge kræfter på den. Jeg selv er ny-århusianer med sønderjysk baggrund, hvilket ikke er spor interessant. For jeg har en masse tilfældes med mine med-århusianere, ligesom jeg også som sønderjyde ved, at der ikke er den store forskel på mennesker nord og syd for Padborg, på trods af, at vi bor under forskellige flag.

DERFOR synes jeg, at CampX og Mellemfolkeligt Samvirkes initiativ til et verdensborgerflag, og dermed et skift af fokus fra hvad der skiller os til hvad vi har til fælles, er fedt, spændende og vigtigt. Verdensborgerflaget er lavet i et samarbejde mellem unge fra hele verden og kunstneren Sigrun Gudbrandsdottir, og ser sådan ud:

You are Worldcitizen - Tu eres un ciundano del mundo - Du er Verdensborger

Flot!

Ikke mere lommefilosofi denne sene fredag - men læs mere på CampX bloggen, hvor du også kan hente dit eget verdensborgerflag. (Og når du nu er i gang, hvorfor så ikke også joine facebook-gruppen WORLDCITIZEN - CIUDADANO DEL MUNDO - VERDENSBORGER...?)

torsdag den 22. maj 2008

Lindy knokler for Kenyas kvinder

Der er ildsjæle, og så er der ILDSJÆLE. I mandags mødte jeg i forbindelse med et seminar om brug af digital video i udviklingsarbejde ved Danish Development Research Network en vaskeægte ildsjæl af den benhårde, målrettede og ikke mindst godhjertede slags, nemlig Lindy Wafula.



Lindy mistede begge sine forældre til aids som 14-årig. Mens mange andre i den situation ville miste håbet til fremtiden, besluttede Lindy, at hun ville vende sin smerte til noget konstruktivt. Fast forward til i dag, hvor hun har grundlagt og leder Project Africa, der kører flere projekter for kvinder i Kenya. Ikke nok med, hun havde ønsket, hun havde også viljen og styrken til at få en stærk og vigtig organisation op at stå. Sådan!


Lindy fortalte mig, da vi efter kurset fulgtes til hovedbanegården, hvordan mange kenyanske kvinder får en hård start på livet pga. fattigdom, teenage-graviditeter, kønsdiskriminering og hiv/ aids. Lindy og Project Africa forsøger at forbedre kvindernes vilkår ved blandt andet at lære dem håndværk og håndarbejde, ved at give dem positive rollemodeller og ved at oplyse kenyanerne om kvinders vilkår.


Lindy bor i dag i Sverige med sin svenske mand og deres søn, og herfra knokler hun med fundraising, arrangerer undervisning i swahili og sender frivillige til Kenya. Derudover besøger hun projekterne i Kenya flere gange om året.

At møde en kvinde som Lindy og høre hende fortælle varmt om de kvinder, hun kæmper for, var enormt inspirerende. Hendes engagement og drive holder uden tvivl til det lange, seje træk.


Har du lyst til at støtte Lindy i hendes arbejde, er der flere muligheder. Du kan for eksempel besøge et af organisationens projekter i Kenya som volontør, donere gamle symaskiner eller andre redskaber til kvinderne, købe kunsthåndværk, de har lavet, og lave frivilligt arbejde hjemmefra (fx fundraising eller hjælp til opdatering af hjemmesiden). Læs meget mere på Project Africa’s hjemmeside og kontakt evt. Lindy på info@projectforafrica.org


NB: Læs også mit indlæg om Jan Gintbergs oplevelser i Kenya forud for Mellemfolkeligt Samvirkes landsindsamling 18. maj, der netop var til fordel for freds- og forsoningsarbejde i Kenya.

Billederne er Lindy Wafulas egne.

tirsdag den 20. maj 2008

"Go fair trade!"

Max Havelaar har tippet mig om denne gakkede reklame for fair trade:

Et par glimt fra MS landsindsamlingen i Århus



Indsamlingen hentede 2 millioner hjem til freds- og forsoningsarbejdet i Kenya. Billederne stammer fra Linda Handrup, MS Århus' nye, seje studentermedhjælper. Flere billeder fra indsamlingsdagen i hele landet her.