Viser opslag med etiketten top 10. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten top 10. Vis alle opslag

onsdag den 15. oktober 2008

10 ting DU kan gøre for at bekæmpe fattigdom



I dag er det Blog Action Day, som er den dag om året, hvor bloggere i hele verden går sammen om at skrive om det samme emne. I år er emnet fattigdom. I august tyvstartede jeg, og nu følger jeg op med 10 forslag til, hvad DU kan gøre mod fattigdom i den 3. verden:


  1. Bliv fadder og hjælp et barn og dets familie til en god opvækst ved at betale et fast beløb hver måned til fx Børnefonden eller Plan Danmark
  2. Køb dig selv fattig, mens du gør fattige rigere. Køb fotobogen "Farvel til en sort/hvid verden" i din lokale Bog & Idé. Alle penge fra bogsalget går ubeskåret til SOS børnebyen i Dar Es Salaam, Tanzania. Pris 250 kr.
  3. Lån dine penge ud til projekter på Kiva eller doner dem via betterplace.
  4. Giv en gave: "Sig det med geder" -eller høns eller kondomer- med Folkekirkens Nødhjælp
  5. Beslut at give et månedligt bidrag (eller evt forhøje det bidrag, du allerede betaler) til en organisation, fx Mellemfolkeligt Samvirke, IBIS eller Folkekirkens Nødhjælp
  6. Doner ting, du alligevel ikke bruger - send fx din gamle cykel til Senegal eller giv dit gamle computerudstyr væk
  7. Køb fair trade for at sikre producenter i u-landene rimelige priser for deres arbejde (se mere på den LILLE forskel WIKI)
  8. Rejs ud og gør en forskel med dine egne hænder, fx med Global Contact
  9. Bliv inspireret af andre blog-indlæg på Blog Action Day websitet
  10. Bidrag med dit eget forslag ved at skrive en kommentar til dette indlæg



lørdag den 14. juni 2008

10 bud på en god(gørende) sommer

Sommerferie. Findes der et ord, der gør mere godt? Den fuldendte forening af to af mine absolut yndlingsord - "sommer" og "ferie"... Ah...!

Sommerferie gør godt, og du kan også gøre godt i din sommerferie. Her er 10 bud på, hvordan det kan gøres, samtidig med, at du har det sjovt.

1. Sommer og open air koncerter er også to ord, der virkelig gør det godt sammen. Bliv frivillig pantsamler for Folkekirkens Nødhjælp ved Roskildefestivalen og få billetten gratis, eller bliv en del af Grøn Koncerts Grønne Crew i uge 29 og 30 og støt muskelsvindfonden. Og glem ikke at tage til Mellemfolkeligt Samvirkes Fair Fælled festival 16. og 17. august i København, eller til Trade and Aid koncert på Bornholm 18. juli, hvor fed musik og fair trade går op i en højere enhed.





2. Sommer er lig med lang ferie for folkeskolebørn. Bliv frivillig for Mellemfolkeligt Samvirkes sommerskole i Gellerup 21. - 25. juli, der i år har temaet "Latinamerika i børnehøjde" (læs om sidste års sommerskole i Gellerup her). Bliv frivillig på en af CISV's internationale lejre. Eller hjælp til på Ungdommens Røde Kors' ferielejre. (Eller find et andet friviiligjob her).

3. Rejs ud og nedbryd kulturelle barrierer med Next Stop Mellemøsten og USA. Der er endnu få ledige pladser til Jordan/ Egypten og USA.



Billede fra www.nextstop.dk

4. Bliv guide på Global City's Urban Safaries i Århus i forbindelse med foreningens første festival 19. - 23. august. Der planlægges to slags ture - en historisk og én med fokus på i dag og fremtiden. (Læs tidligere indlæg om Global City her).

5. Bliv koordinator på Red Barnets landsindsamling 7. september.

6. Brug lidt ekstra tid på online velgørenhed - det er nu, du kan fordybe dig på betterplace og kiva! Tip: Kan også gøres under charterrejsen, hvis de røde skuldre skal have en pause og der er internetadgang på dit hotel.

7. Sommer = Rejser = Øget co2-udslip. Vær obs på dit co2 og læs Treehugger's eco-friendly travel-artikler og How to green your summer. Og læs mere om, hvordan du kan beregne dit eget co2-forbrug her.




Billede fra Europaparlamentet


8. Deltag i et banebrydende eksperiment: 29 day giving challenge. Når du deltager i eksperimentet, der stammer fra USA, forligter du dig til at give noget (et smil, en gave, et kompliment, et godt råd, -hvad som helst) hver dag i 29 dage. Udover, at du i løbet af de 29 dage spreder en masse glæde omkring dig, flytter det også din fokus fra dig selv mod omverdenen og giver dig overskud. (Læs mere her). Synes du det lyder flippet? Gu' gør det så, men jeg hopper på vognen inden så længe, og melder tilbage om, hvordan det var...

9. Gå for regnskoven - deltag i årets Ecco Walkathon i København 31. august. Årets indtægter går til regnskoven i Congo og Ecco giver 7,50 kr til projektet for hver kilometer, der tilbagelægges.





10. Fortsæt min liste ved at skrive en kommentar.


- Og ha' en rigtig god(gørende) sommer!


Relateret: 10 måder du kan gøre en LILLE forskel på her og nu.

torsdag den 17. april 2008

Dyrker du klimavenlig sex?

Dyrker du klimavenlig sex? Eller mener du, ligesom jeg, at det er den del af privatlivet, hvor vi har lov til at være befriende politisk ukorrekte?

Nyhedsavisens co2-ugle berettede denne uge om klimavenlig sex. Her er et par tips fra uglen, som heldigvis er ment mere som et humoristisk indspark end en egentlig opfordring: "Man skal bruge sexlegetøj uden pvc, og så skal man huske at aflevere batterier og elektronik som farligt affald. Desuden kan det være en god idé at bruge sengetøj af økologisk bomuld," siger miljøingeniør Jacob Sørensen fra Informationscenter for Miljø & Sundhed til uglen.

Desuden giver han det klassiske tip: sluk lyset! Her oplyses det, at en gennemsnitlig gang lagengymnastik på 7 minutter (!) sparer 2,5 gram co2, hvis man har en 40W-pære slukket under akten. Heldigvis siger Sørensen også til uglen, at ”sex er et væsentligt emne, men når det gælder klimaet, har det nok ikke den store betydning.” Det ser altså heldigvis ikke ud til, at det er uøkologiske sengevaner, der laver de største huller i ozonlaget.

Bambus-lagener og vegetarjuice
Øko-bloggen Treehugger har også behandlet emnet grøn sex i posten How to green your sex life. Trehugger tilbyder 10 saftige tips om alt fra bambus-sengetøj og øko-underrøjser til naturlige elskovsmidler og vegetarjuice. Og så opfrodres der til, at du finder en, der er lige så vild med øko-sex som dig. Men hvor finder man sådan én? ”Farmers markets, Critical Mass, your local Green Drinks, Whole Foods checkout isle can be great places to meet people. A host of match-making sites (...) can also be great venues for finding that special tree hugger to hug.”

Med disse råd ønsker jeg jer alle en god forlænget weekend - måske med en gang politisk ukorrekt sex på tapetet?

Læs co2-uglens andre forslag til, hvad du kan gøre for et bedre miljø her.

onsdag den 2. april 2008

10 måder du kan gøre en LILLE forskel på her og nu

Lad det være klart med det samme: Jeg skriver ikke denne blog, fordi jeg er et perfekt over-menneske, der arbejder 9 – 17, for derefter fyldt med overskud at købe ind i helsekost- og fairtradebutikkerne efter endnu et stimulerende frivilligmøde. Tværtimod kender jeg dilemmaet i utroligt gerne at ville gøre en forskel, men ikke at have overskuddet til det, når jeg endelig er kommet hjem fra arbejde, har lavet mad og ordnet nogle af de 117 andre ting, der skal ordnes i hverdagen.

Har du ligesom jeg også lyst til at gøre en forskel? Men du har måske ikke lige tiden? Eller du ved ikke, hvor du skal starte? Her er 10 forslag til ting, du og jeg kan gøre her og nu, for at gøre en LILLE forskel:

1. Nedbring dit co2-udslip! Hvorfor nøjes med at tænke på miljøet, når der en sjælden gang blæses op til en stor omgang sluk lyset Danmark, når man let kan lave de småjusteringer i hverdagen, som skal til for at skåne både miljøet og pengepungen? Læs gode tips fra co2 uglen, elsparefonden og burningpanda.

2. Meld dig som indsamler til én af de mange landsindsamlinger, der efterhånden er. God motion og penge til et godt formål er ikke så dum en kombination.

3. Download "det gode program", så alle dine fremtidige køb over internettet kommer en organisation af dit eget valg til gode, uden at du betaler ekstra for dine varer.

4. Tag en surfertur på nettet: Tag et spil free rice og få øvet dine engelskfærdigheder, mens du donerer ris gennem FN’s World Food Program. Besøg denne side for at støtte goder sager gratis med et klik. Eller tilmeld dig sider som avaaz, som opdaterer dig, når du kan deltage i online underskriftindsamlinger.

5. Opret en profil på couchsurfing, og overlad din sofa til en rejsende. Som bonus kan du selv få en gratis sofa i udlandet, når du er på rejse. Kulturmøde one-on-one og oplevelser garanteret.

6. Tilmeld dig amnesty lifeline på mobilen. Og læs amnesty’s øvrige forslag til her-og-nu-aktiviteter.

7. Ryd op i skabet og giv det tøj, du ikke bruger til genbrug eller sælg det på shoppit, som støtter velgørenhed med penge fra uafhentede varer. Trænger du ikke alligevel til at få ryddet op og gjort plads til forårs/sommertøj?

8. Meld dig som organdonor. Du kan både sige ubetinget ja og nej, du kan give begrænset/ betinget tilladelse, og du kan altid ændre din registrering senere, hvis du skulle skifte mening.

9. Bliv super recruiter på facebook. Hvis du er af vi mange, der er smittet af facebook-virussen, er stedet fint til at gøre opmærksom på mærkesager. Vælg den eller de sager, du brænder mest for, og se hvor mange medlemmer, du kan skaffe. Ved at invitere dit netværk til at adoptere sagerne, skaber du opmærksomhed om de emner, du ønsker, og du skaber en snebold-effekt, når dit netværk sender invitationer videre til deres netværk.

10. Find på dit eget forslag og post det som kommentar til dette indlæg.