En gruppe engagerede århusianere viser med projektet
Global City, at der -modsat det indtryk vi får igennem medierne- er en masse positive historier at fortælle om mødet mellem gamle og nye danskere, og at der er en masse som vi kan lære hinanden.
Her svarer projektleder ved
Global City, Anne Weber Carlsen, som den første på "5 spørgsmål til en ildsjæl":
1. Fortæl om baggrunden for at starte Global City. Hvorfor har vi brug for Global City?
Global City Aarhus er startet udfra ønsket om at nyttiggøre den viden og de kompetencer, som er bragt til Danmark og Århus af borgere med anden etnisk baggrund end dansk. Det var Michael Abraha, flygtning fra Eritrea, og Brian Sten Larsen, fællestillidsmand i Århus Kommune, der sammen fik ideen om at skabe et videns- og oplevelsescenter med udgangspunkt i herboende flygtninge-/indvandreres kulturer. De forestillede sig en by med traditionelle huse og andre bygningsværker fra hjemlandene. Disse skulle bruges som ramme om levende kulturformidling til egne efterkommere og til danskere. Ideen udviklede sig i løbet af et 14 måneder langt forprojekt (februar 2006-april 2007) til visionen om et Verdens Kulturhus i Danmark, som skal være en platform for kulturmøder, dialog og aktiviter, der flytter grænser. Og det har vi brug for mere end nogensinde: et både fysisk og mentalt rum, hvor vi kan mødes på tværs af alt det, der ellers skiller os ad: religion, politik, økonomi, kultur.... Til glæde for os selv og til gavn for samfundet, som har brug for borgere, der er åbne og nysgerrige over for verden og kan rumme og værdsætte det, der er forskelligt fra egen kultur og traditioner.
2. Hvilke projekter arbejder I med for øjeblikket?
Lige nu arbejder vi dels på det helt overordnede projekt, som er at skabe økonomisk og politisk mulighed at visionen om Global City kan blive til virkelighed. Samtidig arbejder vi på en række delprojekter:
- Verdenskoret Global City Singers er under etablering. Målet er et kor med sangere fra så mange forskellige nationaliteter og kulturer som muligt. Koret skal fungere som ambassadør for Global City og for Århus som en god by for alle og for kulturel mangfoldighed som en af byens ressourcer og styrker. Det er planen, at koret skal medvirke til Kulturnatten 10. oktober i år. Koret etableres i samarbejde med Det Jyske Musikkonservatorium og støttes af Århus Kommunes Integrationsråd, Sangens År, World Music Center m.fl. Vi holder informationsmøde om koret for alle interesserede 20. juni kl. 16 på Det Jyske Musikkonservatorium (Musikhuset, lokale 226, Falken). Læs mere på http://globalcity.dk/index.asp?id=224 og tilmeld dig på kontakt@globalcity.dk.
- Global City Festivalen 2008 er vores største projekt lige nu: fra 19.-22. august gennemfører vi en kulturfestvial i Universitetsparken i Århus. Festivalen kører parallelt med en international forskerkonference på universitetet om kulturelt og religiøst betingede konflikter, Understanding Conflicts - Cross-cultural Perspectives. Festivalen byder på forskellige aktiviteter, f.eks. et Menneskebibliotek, hvor man kan 'låne' mennesker med anden kulturel og/eller religiøs baggrund og blive klogere på og af vores forskelligheder. På Global City Squaren kan man komme i dialog med andre om aktuelle konflikttemaer f.eks. etableringen af en stormoske i Gellerup, tørklæder, tegninger og andre interkulturelle emner, der optager århusianerne. I Verdenskøkkenet kan man smage på forskellige kulturer, på Scenen vil der være verdensmusik, i boderne på Torvet varer og viden fra mange lande. Festivalen omfatter også en verdensfilm-festival i Øst for Paradis om konflikter i kærlighedsforhold på tværs af kulturer og Jacob Holdts fotoudstilling Ghettoen i vores hjerter, som vi viser i Globus1 i Gellerup. Læs mere på: http://globalcity.dk/index.asp?id=214
- Dialog 09 - er markeringen af 100 året for Landsudstillingen i Århus i 1909. Global City har været repræsenteret i en arbejdsgruppe, der har skullet generere ideer til Dialog 09. Vi har selv budt ind med en række aktiviteter, bl.a. to Global City Demonstrators. Den ene er en test af konceptet til Global Citys Torv i form af en bazar f.eks. i Ridehuset en måned i løbet af 2009. Vi samarbejder med bl.a Visit Aarhus om at realisere ideen. En anden demonstrator er en testversion af Verdenseksperimentariet, Global Citys interaktive Verdenslegeplads, hvor alverdens kulturer og mennesker er det materiale vi skaber oplevelser, leg og læring af. Vi arbejder på at etablere et konsortium omkring udviklingen af Verdenseksperimentariet mhp. at kunne præsentere og teste en række ideer i løbet af 2009. Endelig har vi projektet Be My Guest, som handler om, hvordan Århus kan blive en mere gæstfri by. Både i forhold til turister og andre besøgende udefra, og i forhold til vores medborgere fra andre by- og verdensdele. Her samarbejder vi også med Visit Aarhus om idé- og projektudviklingen.
Vi modtager løbende henvendelser fra mennesker, der har ideer, som Global City måske kan være med til at realisere. Lige nu støtter vi etableringen af en uddannelse, der skal uddanne og motivere kvinder med anden etnisk baggrund til at etablere selvstændig virksomhed eller uddanne sig inden for kreative fag baseret på kunsthåndværkstraditioner fra deres hjemlande, f.eks. textildesign. Et andet helt nyt projekt handler om at etablere en hammam i Århus, hvor kvinder med forskellige etniske baggrunde - også danske - kan mødes og dele viden om frugtbarhed, sundhed og skønhed baseret på andre kvinde- og kropsidealer end de traditionelle vestlige/moderne.
3. Hvad er den største udfordring for Global City lige nu?
Vores største udfordring er, at alle de bolde, vi har i luften, bliver spillet af frivillige og ulønnede aktive. Mange mennesker bruger rigtig meget tid på projektet, og det er dejligt, men det er ikke nok i længden til at løfte et projektet af de dimensioner og ambitioner, som der er tale om her. Der kan være tre udgange på det dilemma: enten må vi skrue ned for ambitionsniveauet og blive ved med at lave ad hoc-projekter, så længe der er energi og frivillighed til det. Eller også må vi erkende, at Global City aldrig bliver andet end en fantastisk vision. Endelig kan der jo også ske det, som vi tror og håber: at det vil lykkes os at finde investorer og sponsorer, som tror ligeså meget på projektet, som vi gør, og vil putte penge i det. Vi skal både bruge midler til etableringen og byggeriet, men i høj grad også til driften af den professionelle organisation, der skal stå bag. Og jo før, jo bedre, så vi kan komme videre i større fart og med mere styrke, end vi kan mobilisere ad frivillighedens vej.
4. Hvordan kan jeg og hr/ fru Jensen gøre en forskel for Global City?
Vi har brug for rigtig meget hjælp fra alle, der deler vores vision og værdier. Vi har en medlemsforening, Global Citizens, som man kan blive medlem af for 120 kr. om året. Jo flere vi er, jo stærkere står vi i forhold til myndigheder og virksomheder, når vi søger støtte. Vi opfordrer derfor alle til at melde sig ind. Læs mere her: http://globalcity.dk/index.asp?id=170
Vi har også brug for sangere til Verdenskoret. Især sangglade århusianere med anden kulturel baggrund end dansk og mænd af både dansk og ikke-dansk oprindelse. Vi har også brug for al den hjælp, vi kan få, til Global City Festivalen. Vi har nedsat en række arbejdsgrupper, og der er masser af opgaver, både praktiske og kreative. Nu og ikke mindst, når festivalen afvikles i august. Kontakt os på kontakt@globalcity.dk eller telefon 20820680 for nærmere oplysninger om de konkrete aktiviteter og arbejdsopgaver.
5. Hvor ser du gerne Global City om 5 år?
Om 5 år håber vi, at Global City er blevet konkret virkelighed. Måske i form af et Verdens Kulturhus, måske i form af et stærkt og levedygtigt netværk af mindre projekter og aktører, måske på måder, som vi ikke kan forestille os lige nu, men som et konkret, konstruktivt og kærligt initiativ, der gør Århus - og verden - til et lidt bedre sted at leve.
Glimt fra Global City (bragt med tiladelse):