torsdag den 22. maj 2008

Lindy knokler for Kenyas kvinder

Der er ildsjæle, og så er der ILDSJÆLE. I mandags mødte jeg i forbindelse med et seminar om brug af digital video i udviklingsarbejde ved Danish Development Research Network en vaskeægte ildsjæl af den benhårde, målrettede og ikke mindst godhjertede slags, nemlig Lindy Wafula.



Lindy mistede begge sine forældre til aids som 14-årig. Mens mange andre i den situation ville miste håbet til fremtiden, besluttede Lindy, at hun ville vende sin smerte til noget konstruktivt. Fast forward til i dag, hvor hun har grundlagt og leder Project Africa, der kører flere projekter for kvinder i Kenya. Ikke nok med, hun havde ønsket, hun havde også viljen og styrken til at få en stærk og vigtig organisation op at stå. Sådan!


Lindy fortalte mig, da vi efter kurset fulgtes til hovedbanegården, hvordan mange kenyanske kvinder får en hård start på livet pga. fattigdom, teenage-graviditeter, kønsdiskriminering og hiv/ aids. Lindy og Project Africa forsøger at forbedre kvindernes vilkår ved blandt andet at lære dem håndværk og håndarbejde, ved at give dem positive rollemodeller og ved at oplyse kenyanerne om kvinders vilkår.


Lindy bor i dag i Sverige med sin svenske mand og deres søn, og herfra knokler hun med fundraising, arrangerer undervisning i swahili og sender frivillige til Kenya. Derudover besøger hun projekterne i Kenya flere gange om året.

At møde en kvinde som Lindy og høre hende fortælle varmt om de kvinder, hun kæmper for, var enormt inspirerende. Hendes engagement og drive holder uden tvivl til det lange, seje træk.


Har du lyst til at støtte Lindy i hendes arbejde, er der flere muligheder. Du kan for eksempel besøge et af organisationens projekter i Kenya som volontør, donere gamle symaskiner eller andre redskaber til kvinderne, købe kunsthåndværk, de har lavet, og lave frivilligt arbejde hjemmefra (fx fundraising eller hjælp til opdatering af hjemmesiden). Læs meget mere på Project Africa’s hjemmeside og kontakt evt. Lindy på info@projectforafrica.org


NB: Læs også mit indlæg om Jan Gintbergs oplevelser i Kenya forud for Mellemfolkeligt Samvirkes landsindsamling 18. maj, der netop var til fordel for freds- og forsoningsarbejde i Kenya.

Billederne er Lindy Wafulas egne.

Ingen kommentarer: