torsdag den 31. juli 2008

Sæt dine bøger fri - og glæd andre!


Billede fra BookCrossing

Jeg er en vaskeægte samler af den slags, der (næsten) kan finde på at gemme et gammelt stykke slikpapir, fordi det kunne være, at jeg engang kunne bruge det til noget. Bøger er ingen undtagelse, og min bogreol er lige så tæt pakket som parkerne i Århus C for tiden. Og det er jo egentligt lidt skørt, fordi jeg sjældent læser en bog mere end én gang, hvorefter de tilbringer resten af deres liv blandt andre glemte bøger.

Hvorfor ikke i stedet sætte bøgerne fri? I en ny blogpost på idealist.org foreslår Alison, at man giver sine bøger nyt liv og glæder andre med BookCrossing. BookCrossing er et site, hvor du kan dele dine bøger med verden omkring dig og følge dine bøger på deres rejse. Det foregår på den måde, at du efterlader en bog et tilfældigt sted - i din læges venteværelse, på en bænk i din yndlingspark, eller på et hotel på din ferie - den heldige, der finder bogen, kan læse den, registrere den sammen med en anmeldelse på sitet, og derefter sende bogen videre på sin rejse. Idéen lyder sjov, og derudover er den også "earth-friendly, and gives you a way to share your books, clear your shelves, and conserve precious resources at the same time".

Alison anbefaler også Better World Books som samler og sælger bøger online og støtter projekter, der bekæmper analfabetisme, med en del af overskuddet. De sender bøgerne kvit og frit i USA og for USD 2,97 til resten af verden - noget nær en flad 10'er. Ikke nok med det, så sender de deres bøger "carbon neutral" ved hjælp af carbonfund.org.

Med Alison's ord:


Thus, the perfect solution: buy a (used) book, stimulate your brain, pass it on, make the world a better place. Can life get better than this?
Tja, hvad siger I?


lørdag den 26. juli 2008

Få og giv bæredygtige tips på den LILLE forskel WIKI

Jeg falder næsten dagligt over websites, artikler, videoer osv om spændende og kreative idéer til at gøre en LILLE forskel. Men tit har jeg glemt alt om for eksempel det spændende øko-tursime-koncept eller den flotte halskæde, som du støtter velgørenhed ved at købe, når jeg står og skal planlægge ferie eller købe en gave til veninden.

Derfor har jeg nu lavet den LILLE forskel WIKI, som jeg har tænkt mig skal være en slags ressource-samling over alle de spændende, bæredygtige eller velgørende initiativer jeg - og du! - falder over. Jeg har allerede samlet få tips og links om bla. genbrug, rejser og velgørenhed på wiki'en, og meningen er, at den hele tiden skal udbygges, og at DU skal hjælpe!

Du behøver ikke at være en haj til computer eller internet. Bare du har nogle idéer til at gøre en LILLE forskel, så kan du være med. Du skal bare klikke på "join this space" i wiki'ens øverste venstre hjørne, og følge instruktionerne for at oprette en konto. Herefter kan du tilføje links, tekst, billeder, nye sider og hvad du ellers lyster, lige så tosset du vil.

Start med at kigge forbi wiki'en ved at klikke her:


Wikispaces


Læs mere:

lørdag den 19. juli 2008

Ny bog: 1001 måder at redde jorden på

Det er ikke sikkert, at vi i det daglige gør os klart, hvor mange af vores vaner, der er med til at nedbryde og svække Jorden. Små ting bliver til store ting - det er sådan, vi har ødelagt meget af Jordens miljø, og det er sådan, vi kan være med til at rette op på det igen.
Sådan skriver Joanna Yarrow, der har forfattet den lille lækkerbisken "1001 måder at redde jorden på", der er oversat og tilpasset dansk af Elsebeth Gynther og udgivet på Borgen i 2008. Citatet ovenfor passer så godt med tanken bag den LILLE forskel, at der ikke var andet for, end at jeg måtte købe bogen (150 kr) og give den et par ord med på vejen.

Bogen indeholder 1001 tips om madlavning, tøj, ferier, genbrug og meget mere, der gør verden til et lidt grønnere og bedre sted. Joanna Yarrow's håb er ikke, at alle læsere går i krig med de 1001 forslag. Idéen er nærmere, at læseren vælger nogle ting ud, som vedkommende har lyst til at gå i gang med, og når det er blevet en del af hverdagen kan man gå i gang med endnu et tip.

Jeg har selv skrevet nogen-og-30 forslag ned, som jeg syntes lød spændende og vil kigge nærmere på. I får lige et par kvit og frit her:
78: Mi casa, tu casa Hvad enten du kan lide at opleve andre kulturer fra landevejen eller hjemme fra dagligstuens bekvemmelighed, skulle du overveje at tilslutte dig SERVAS (http://www.servas.org/), en international fredsorganisation, som opbygger netværker af værter og rejsende ved at tilskynde til personlig kontakt mellem mennesker fra forskellige dele af verden.

325: Naturlig fitness
Motion på energislugende maskiner i en luftkølet boks uden vinduer, mens man ser sæbeoperaer eller rockvideor, er et mærkeligt og ofte ubehageligt træk ved det moderne liv. For at komme i god form på mere naturlig vis kan du vælge en af de mange motions- eller træningsformer, som ikke sluger andet end din egen energi. Løb, cykling, Pilates er bare nogle af de mange muligheder.

816: Udvid dit fairtrade-repertoire
Omfanget af fairtrade-varer vokser støt. Denne positive handelsmetode giver mulighed for at tilfredsstille behov vedrørende basisfødevarer, sundhed, boliger, social sikring og uddannelse. For at blive ved med at vokse kræver markedet aktivt engagement fra forbrugerside. Så prøv på at lægge mindst én ny fairtrade-ting i din indkøbskurv hver måned. F.eks. omfatter Max Havelaar-produkter en række kolonialvarer som f.eks. kaffe, rørsukker, ris og vin, ligesom der i en række byer findes fairtrade-butikker med bl.a. brugskunst.
De 998 andre måder at redde jorden på, er bestemt også værd at læse, så jeg anbefaler helt klart, at du køber bogen (til dig selv eller en anden), som også designmæssigt er flot. Inspiration til mere bæredygtig livsstil er garanteret!

Læs mere:





mandag den 14. juli 2008

Fatumas pay back time

Kan I huske Fatuma, som jeg støttede gennem kiva, og først bloggede om her, og siden her?

I dag har jeg fået en mail fra kiva, der fortæller mig, at Fatuma og hendes kvindegruppe nu er begyndt at betale det lånte beløb tilbage. Fatuma lånte i alt 425 USD og har nu betalt 43 USD tilbage, som fordeles mellem os 9, der bidrog. Pengene har vi dog først til rådighed, når låneperioden er udløbet, hvilket den gør om ca 8 måneder.

Jeg er stadig meget begejstret for enkeltheden i konceptet, og ikke mindst effektiviteten. Tænk engang, den 27. maj blev projektet annonceret på kiva.org, 3 dage efter var pengene samlet ind, den 14. juni fik Fatuma pengene i hånden, og allerede nu -præcis en måned efter- har hun kunne styrke sin skræddervirksomhed så meget, at hun er i stand til at begynde at betale pengene tilbage.

Tænk, hvis alle forretningsdrivende i udviklingslande fik den mulighed - sikke en enorm og bæredygtig udvikling, det ville skabe! Du kan være med: Læg et par håndører på kiva i dag!

fredag den 11. juli 2008

Frivillig-resourcer fra videnskalas

Den 20. og 21. juni var DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd, paraplyorganisation for en stor gruppe foreninger i Danmark) vært ved det, de kaldte en "videnskalas" - en workshopfestival for frivillige fra deres medlemsforeninger.

Programmet var enormt godt sat sammen og indeholdt et hav af spændende workshops inden for de tre fokusområder: Frivillige i samspil, Den gode organisation og Moderne formidling. Havde jeg ikke været nede med en ordentlig forkølelse disse dage, havde jeg været blandt de heldige deltagere. Jeg behøver heldigvis ikke længere ærgre mig over, hvad jeg gik glip af, for DUF har uploadet slideshows og kompendier til kalas'ens hjemmeside.

Tak til DUF for at opkvalificere det frivillige arbejde og for at gøre resourcerne tilgængelige for alle!

søndag den 6. juli 2008

Shop nyt sommertøj - med god samvittighed!

Lyder fair trade-tøj lidt for meget som batik-bluser? Eller løber dine tanker nærmere mod Ugly Betty og hendes berygtede Guadalajara-poncho? Heldigvis behøver fair trade-tøj ikke længere være kikset. Engelske People Tree kan nemlig noget helt særligt: Tilbyde lækkert tøj lavet under fair forhold.

We like to think of it in terms of our little shoots-and-roots motif. We provide
you with exclusive fashion - the shoots - while at the same time we work deep
down through the roots, improving the lives and environment of the artisans and
farmers in developing countries who work to produce it. It's Fair Trade
throughout. Simple.


-Sådan skriver People Tree på deres hjemmeside (læs mere om, hvordan de fører det ud i livet, her).

Her er et par ting fra deres sommerkollektion, som vil pynte i enhver rejsekuffert:








Se mere hos People Tree (ja, de har også herretøj og børnetøj) - og nyd den sjældne følelse af shop-amok kombineret med god samvittighed (undtagen måske overfor banken...?)!

Læs mere